Sommerfesten fungerer ofte bedst med en øl i hånden. Og hvis man skal køre bil, er gravid eller prøver at holde den sunde linje er det blevet lettere at være en del af fællesskabet med en let eller superlet øl. Udvalget i danske supermarkeder vokser i disse år, så man i dag har mere end en håndfuld øl at vælge i mellem i fx Føtex eller SuperBrugsen. Men smager de superlette øl så af noget?
TV-kok, restauratør og øl-elsker Gorm Wisweh har smagt et bredt udvalg af øl med mellem 0 og 0,5 procent alkohol. Og han er positivt overrasket.
– Der er kommet flere øl som rent smagsmæssigt kan betale sig at drikke. De danske bryggerier er også kommet med på vognen, men de udenlandske konkurrenter er stadig foran dem, når det kommer til smagen, siger Gorm Wisweh.
Han peger på fire øl, som han gerne tager med til sommerfesten, hvis han er chauffør. Og særlig folk med hang til hvedeøl kan finde noget at komme efter.
Se Gorm smage på øllene her – artiklen fortsætter under videoen:
Hvedeøllen med 0,4 procent alkohol fra tyske Erdinger Weissbräu får flest stjerner. Hvedeøllen ”Nordic” fra Carlsberg bliver også fremhævet som et godt bud på en superlet øl til sommerfesten.
– Med hvedeøl og andre overgærede øl lykkes det i højere grad bryggerierne at holde fast i det parfumerede og frugtige udtryk selvom alkoholen ikke er med, siger Gorm Wisweh.
Gorm anbefaler
”Alkoholfrei” fra Erdinger Weissbräu, 0,4 pct. fås i velassorterede supermarkeder. Ca. 15 DKK for 50 cl.
Kommentar: Skøn. Her er små noter af banan og hyldeblomst. Den dufter af meget og fylder som en øl i munden.
Passer til: Lyst kød på grillen eller til fisk.
”Premium Alkoholfri” fra Clausthaler, 0,49 pct. Fås i velassorterede supermarkeder. Ca. 15 DKK for 50 cl.
Kommentar: Her er det lykkes at lave en rigtig fin pilsner uden alkohol. Den er udpræget humlefrisk og fylder lidt i munden. Lidt sød i eftersmagen. Folk med hang til tysk pilsner vil ikke føle sig fremmede over for denne her.
Passer til: Pølsen på grillen og kartoffelsalat
”Fresh” fra Warsteiner, 0,0 pct, fås i velassorterede supermarkeder. Ca. 10 DKK for 33 cl.
Kommentar: Smagsmæssigt rimelig tæt på en almindelig pilsner. Fin humlebitterhed. Let og frisk, men lidt flad i munden.
Passer til: Kartoffelmaden eller fjerkræ på grillen.
”Nordic” fra Carlsberg, 0,5 procent. Fås i alle supermarkeder. Ca. 8,5 DKK for 33 cl.
Kommentar: En hvedetype med klassiske præg af blomster og frugtige noter. En sindssyg fin øl til det gode vejr.
Passer til: Pizza med røget laks
Er dine gæster ikke til øl? Find opskrifter til masser af lækre alkoholfrie drinks her
Vær med til at stoppe spritkørsel på Facebook
Indholdet er sponsoreret af Rådet for Sikker Trafik.